Fra Helvede til Fabjerg
24.03.2022
Ca. 80 mennesker var mødt op i Thorning forsamlingshus for at høre den afghansk fødte Nasi Habibi fortælle om sin opvækst i Afghanistan og senere flugt, inden hun endte i Danmark. Hun er nu bosat i Fabjerg, som er en lille landsby uden for Lemvig. Hun er gift med en dansk mand, der er landmand og har efter ham taget efternavnet Bajlum.
Tilhørerne fik indblik i en meget anderledes kultur end den danske, og med sin rolige og usentimentale fortællestil kunne vi følge Nasi Habibis opvækst og måske til nogen grad forstå, hvorfor hendes liv blev, som det blev. Det var et liv præget af angst, frygt, vold og ydmygelser.
Hun sagde, at hun ikke var professionel foredragsholder, men at hun bare fortæller sin historie, og det gjorde hun på en meget medlevende måde. Det var dog ind i mellem svært at holde styr på familiens indbyrdes forhold i Afghanistan. Hun talte udmærket dansk og fortalte også, at hun undervejs på sin flugt lærte flere forskellige sprog. Hun flygtede sammen med sine forældre, da hun var 7 år. Hun blev gift i Teheran, da hun var 16 år. Hun har 3 børn, som alle er i gode forhold og har gode uddannelser. Sammen med sin nye danske mand har hun fået endnu et barn.
Nasi Habibi fortalte, at moderen var 12 år, da hun blev gift. Faderen var blevet hentet af militæret og mod sin vilje var han der, medens moderen var derhjemme, hun havde intet at leve af og sultede. Hun havde lært sig at hækle huer, som blev solgt på markedet, hvilket kunne give en lille indtjening. Ellers var hjemmet præget af, at moderen fik mange tæsk af manden, og hun blev konstant voldtaget. I Afghanistan er det altid en kvinders skyld, hvis de bliver voldtaget. Det må under ingen omstændigheder tales om, da det skader mandens familie. En løsning på problemet er, at kvinden tager sit eget liv.
Faderen og moderen kunne ikke blive skilt, det var ikke en mulighed. Moderen vidste ikke noget om, hvad det ville sige at være gravid eller at have veer. Da Nasi var kommet til verden og var blevet 7 år, skulle hun lære husførelse, broderi samt læse koranen på arabisk. Hun skulle også lære den udenad. Det var hårdt. Hun havde yngre søskende, men det var altid hende, der blev udsat for den værste kritik og vold. Der var ingen hjælp at hente fra moderen, som også gav hende tæsk.
Farfaren var stenrig, en dag blev døren sparket ind, og han blev skudt i brystet. Han kom på hospitalet og fik fjernet kuglerne, men måtte også flygte fra hospitalet, da man ikke kunne vide, hvem der var ven eller fjende. Der blev arrangeret en bus, som blev fyldt med familiemedlemmer, som kørte mod den Pakistanske grænse. Her sagde familien, at de var på vej til et stort bryllup. Heller ikke i Pakistan var familien sikre, og efter endnu et skuddrama flygtede de til Iran. Her fik faderen arbejde som daglejer.
Nasi måtte ikke komme i skole, for så ville hun blive for klog, og måske sætte sig op imod familien, i stedet blev hun isoleret. Da Nasi er 16 år gammel har faderen udset sig en 45 år gammel mand uden tænder til hende som et passende giftermål. Ved brylluppet, som er storslået og varer i 3 dage, er Nasi så bange, at tænderne klaprer. Hun ved ikke noget om sin egen eller mandens krop, og 3 måneder senere er hun gravid. Hun får efterhånden i alt 3 børn.
På et tidspunkt får hun lov til at gå på en aftenskole, og her lærer hun sig hurtigt at få kundskaber op til 9.klasse.
Faderen har en ven, der arbejder for FN og hun taler med ham om at hjælpe med at få lavet papirer, som gør det muligt at flygte. Hun er ligeglad med, hvor hun kommer hen. Det tager 9 måneder at få lavet papirer. Da både faderen og hans ven også er begyndt at se lystent på hendes børn beslutter hun, at hun må tage ansvar for sig selv og børnenes liv ved at flygte.
I 1999 da børnene er blevet 11,10 og 8 år, og hun selv er 28 ankommer hun til Danmark via Karup, hun kommer til Nr.Nissum flygtningecenter. Her er der afghanske kvindelige flygtninge, der siger, hun må gifte sig for at få ro på sin familie, herefter følger nogle drøje år, inden hun møder en dansk mand, som hun er tryg ved.
Hun har haft indlæggelser på psykiatrisk afdeling for at bearbejde de voldsomme oplevelser, hun har haft.
I Danmark har hun taget en uddannelse til akupunktør og cranio-sacral-terapeut. Hun har klinik i Lemvig.
Med sin bog og foredrag er det hendes ønske at indgyde håb, og hun fortæller om, hvor hårdt, det er, at være mønsterbryder.
Efter at have hørt foredraget, kunne man undre sig over, at hun endda var nået til at tilgive de mennesker, der havde påført hende al den lidelse. Hun har skrevet en selvbiografi, som tog hende 5 år at skrive, og hun brød sammen flere gange undervejs i processen fordi det var så hårdt, men samtidig var den også medvirkende til en helende proces. Den færdige bog sælges kun ved foredrag, og det så ud til at de medbragte bøger blev solgt.
Referent
Bente Holst Nielsen
Comments