25.01.2023
En spændende aften fra en ukendt verden i Thorning Forsamlingshus.
Onsdag den 25. januar var Thorning Foredragsforening vært for et foredrag med overlæge Benedict Kjærgaard. Han er overlæge indenfor hjerte-lunge kirurgi på Aalborg Universitetshospital, leder af et Hypotermi-team samt leder af Dyremedicinsk Laboratorium under Region Nordjylland. Endvidere har han er lang karriere, der nærmer sig 50 år ved Flyvevåbnets redningstjeneste. Som flyvende læge i 31 år og derefter som stabslæge og senere lægefaglig chef for Eskadrille 722 – kaldet SAR.
Denne del af Flyvevåbnet har i Danmark base/vagter fra tre udgangspunkter: Flyvestationerne Aalborg og Skrydstrup samt lufthavnen i Roskilde. Førhen fløj man med Sikorsky helikoptere, der nu er erstattet af en nyere og større Merlin type EH101. Danmark har desuden 4 lægehelikopter enheder/baser fordelt jævnt over landet i Skive, Billund, Ringsted og den sidst tilkomne i Aalborg.
...nogle af de 852 druknede givetvis kunne være reddet med de udviklede mobile Hjerte/lunge maskiner.
Benedict Kjærgaard fortalte derefter om flere af de redningsaktioner, som han har været med til med Hypotermi/underafkøling, som det primære område. Netop på det område har han været primus motor og hans forskning har været så banebrydende, at Danmark i dag er førende på området med genoplivning af druknede/underafkølede mennesker.
Det hele startede med hjemmeudviklet udstyr og grise som forsøgsdyr og behandlingen blev godkendt til at bruge på mennesker. Et udpluk af redningsaktioner nævntes følgende.
1.En kvinde der var nedkølet til ca. 20 gr, blev via denne udviklede hjerte/lungemaskine genoplivet.
2. En 11 årig druknet dreng havde en temperatur på 28 gr da han blev reddet og efter 2 døgn vågnede han op uden men` og overlæge Kjærgaard lovede ham en tur i helikopteren.
3. Præstø ulykken den 11. feb. 2011, hvor en dragebåd kæntrede med 13 elever og 2 lærere. Den ene lærer omkom og 7 af eleverne var livsløse/underafkølede og kom langsom til live og reddet via Hypotermi behandling, hvorefter kun en af dem i dag har men` efter ulykken.
4. En ung mand blev reddet livløs op fra bunden under 7 m vand i Aalborg havn, hvor han havde ligget under en længerevarende eftersøgning. Han er i dag meget velfungerende og har taget en stor eksamen.
Også ESTONIA ulykken blev berørt, hvor nogle af de 852 druknede givetvis kunne være reddet med de udviklede mobile Hjerte/lunge maskiner. Fra 2004 til 2015 har der været 275 Hypotermi aktioner, hvor 47 % af aktionerne har medført genoplivning. Der er 110 læger tilknyttet de tre SAR enheder der er døgnbemandet, og foruden redningsaktioner har Eskadrille 722 også andre samfundsmæssige opgaver.
I et afsnit for sig, fik tilhørerne også indsigt i forsøgene på Dyremedicinsk Laboratorium og hvilke dyr man bruger til forskning, og på en lang liste er mus, rotter og grise de mest brugte. Rotter og grise er kloge dyr, hvilket vi så eksempler på med tamrotter som minesøgere i Cambodia og en gris der fuldendte et puslespil. Ligeledes omtaltes den debat om dyrevelfærd, der har været over tid, men disse dyr behandles godt efter alle kunstens regler og er under meget kontrollerede forhold. Grise bruges til at uddanne nye kirurger i/ved f.eks. robot operationer, forsøg med strålepåvirkningsgrænse på patienter med pacemaker, ny medicin til diverse øjensygdomme m.v. Af 107 Nobelpriser i medicin er de 91 tildelt ud fra godkendte og vellykkede dyreforsøg til gavn for hele verden.
De godt 70 fremmødte fik en god, spændende og interessant aften med en stille, rolig og klog fortæller med en underfundig humor i blandet indsigten i en ukendt verden for flertallet af tilhørerne.
Foredragsforeningen ser frem til et lige så indholdsrigt arrangement den 10. februar med udenrigskorrespondent, på Weekend avisen og TV2, Andrey Kazankov, der er højaktuel med et foredrag over emnet ” Rusland og Ukraine krigen – årsager og konsekvenser”. Mødet starter denne aften allerede kl. 19 og kører ud i et, indtil der sluttes af med kaffe og kage. Billetter sælges ved døren fra kl. 17.30.
Referent
Bente Holst Nielsen
Comments